Boligers planetære grænse for klimaforandringer

Af Steffen Petersen, Aarhus universitet

Udledning af drivhusgasser såsom CO2 og metan, lattergas, og F-gasser er årsag til en global temperaturstigning. Jordens økosystemer kan dog med stor sandsynlighed opretholdes så længe temperaturstigning ikke er mere end ca. 1 ˚C i forhold til den præ-industrielle periode i år 1850-1900.

En temperaturstigning på ca. 1 ˚C i forhold til den præ-industrielle periode kaldes derfor den planetære grænse for klimaforandringer. Denne grænse blev ifølge det FNs klimapanel overskredet i 2017, og fortsætter udslippet af drivhusgasser med sin nuværende styrke, vil den globale temperatur ramme ca. 1,5 ˚C i 2040. Overskridelsen af den planetære grænse for klimaforandringer kombineret med en uformindsket udledning af drivhusgasser betyder, at menneskeheden lever med en stadig stigende risiko for skadelige eller katastrofale klimaforandringer. For at komme ud af denne risikozone og tilbage under den planetære grænse skal der ske en markant reduktion af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser. Hastigheden hvormed udledningen af drivhusgasser reduceres bestemmer i hvor lang tid menneskeheden skal leve med en risiko for skadelige eller katastrofale klimaforandringer.

Den planetære grænse for klimaforandringer kan også udtrykkes som en maksimal årlig global udledning af drivhusgasser opgjort i CO2-ækvivalenter. Det muliggør undersøgelser af hvorvidt produkter og services overholder den planetære grænse, da beregninger af livscyklus miljøbelastning for disse også opgøres i CO2-ækvivalenter. Når menneskeheden er tilbage i sikkerhedszonen under den planetære grænse svarer det til, at der alt andet lige kan udledes omkring 2,51 Gigaton CO2-ækvivalenter per år uden nævneværdig risiko for klimaforandringer. Det bemærkes, at beregningen af denne udledning kan variere afhængigt af beregningsmetoder og inddragelse af usikkerhed.

Det årlige budget for global udledning af drivhusgasser baseret på den planetære grænse for klimaforandringer kan anvendes som pejlemærke for den reduktion af drivhusgasudledning, der er nødvendig for en tilbagevenden til sikkerhedszonen under den planetære grænse. Det globale budget kan også fordeles ud på specifikke produkter og servicer – fx boligen som rammen for et ønsket indeklima – og dermed indikere den planetære grænse for den årlige udledning af drivhusgasser fra specifikke produkter og servicer.

Fordelingen af det globale budget til det ’at bo’ som et afgrænset produkt/service kan foretages på baggrund af forskellige metoder. Metodevalget beror på etiske og moralske overvejelser, men selve eksekveringen af fordelingen begrænses ofte af hvorvidt der er tilgængelige data, der udtrykker den ønskede etisk og moral.

En fordelingsmetode kunne være at fordele det globale budget til enkeltpersoner for dernæst af allokere en andel af det personlige budget til boligen. Fordelingen fra global til personligt budget kunne være egalitær fordeling, hvor det globale budget fordeles ligeligt blandt hele Jorden befolkning. Det kan diskuteres om fordelingsmetoden er fair, men den er nem at anvende, da data for fremskrivning af Jordens befolkning er nemt tilgængeligt og pålideligt. Allokering af en andel af det personlige budget til boligen kan

ske ud fra et princip om opnåede rettigheder, dvs. at man tildeler boligen den andel af budgettet ud fra fx en betragtning om hvor stor en andel boligers udslip af klimagasser udgør i dag relativt til samfundets samlede udslip af klimagasser. Dette kræver adgang til pålidelige data om udledning af drivhusgasser på et passende detailniveau. Et alternativ er et allokeringsprincip baseret på utilitaristisk filosofi, hvor det antages, at mennesket hele tiden optimerer sin egen lykke uden at optimeringen går ud over andre. Der findes ingen gode datasæt, der udtrykker denne optimering, men måden hvorpå mennesker vælger at bruge deres penge kunne – i mangel af bedre – være en proxy for denne optimering i den vestlige verden.

Ud fra ovenstående overvejelser kan der nu opstilles en samlet ligning til at opstille et budget for årlig udledning af CO2-ækvivalenter pr. kvadratmeter opvarmet etageareal for en bolig, der respekterer den planetære grænse for klimaforandringer:

hvor SoSdwelling er det årlige budget for CO2-ækvivalenter pr kvadratmeter, der respekterer den planetære grænse (SoS = safe operating space), SoSglobal er det globale SoS [kg CO2-eq/year], Pglobal er antal personer på Jorden [antal personer], αdwelling er den andel af budgettet der går til ‘at bo’ [-], Pdwelling er antal persion der bor i en specifik bolig [antal personer], og Adwelling er opvarmet etageareal for den specifikke bolig.

Anvendes der en egalitær fordeling af det globale budget på 2,51 Gigaton CO2-ækvivalenter per år ud på de ca. 8,2 mia. mennesker på Jorden fås der et personligt budget for hele Jordens befolkning på 305 kg CO2-ækvivalent om året. Foretages der en utilitær allokering til boligen baseret på økonomiske nøgletal vil der gå 21,5% af dette personlige budget til boligen, hvilket svarer til 66 kg CO2-ækvivalent om året. Det betyder, at for en bolig til fire personer på 150 m2 vil have et årligt budget til udslip af drivhusgasser på 1,7 kg CO2-ækvivalent per kvadratmeter om året. Reduceres boligen til 100 m2, er budgettet 2,5 kg CO2-ækvivalent per kvadratmeter om året.

Formlen og eksemplet herover er blot et ud af mange bud på hvordan der kan opstilles et budget for boligers udledning af drivhusgasser, der respekter den planetære grænse. Det bemærkes – igen – at afgrænsning og metodevalg til allokering til bestemte produkter og services kan foregå på mange måder.