Nu skal boligbyggeriets forbrug af ressourcer i bund

 

Realdania og VILLUM FONDEN har sat sig i spidsen for en indsats, der skal lære os at bygge boliger med meget lavt klimaaftryk. Partnerskabet med titlen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet har nu sat det hold af eksperter og rådgivere, der skal være med til at drive indsatsen og finde løsninger på boligbyggeriets belastning af kloden. 

Instituttet BUILD ved Aalborg Universitet, det rådgivende ingeniørfirma MOE, Smith Innovation og Aarhus Universitet sammen med tegnestuerne Cebra og Effekt er alle en del af det hold, der skal være med til at drive det danske boligbyggeri i en markant grønnere retning. 

Bag indsatsen står Realdania og VILLUM FONDEN. De har sammen indbudt hele byggeriets værdikæde til at komme med løsninger og bud på, hvordan vi i fremtiden kan bygge boliger med et markant lavere klimaaftryk – så lavt, at forbruget af ressourcer i fremtiden vil svare til, hvad én jordklode kan holde til i stedet for de fire, som vi i Danmark reelt set forbruger på et år. Deraf titlen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet.
 
Til at skabe fremdrift har partnerskabet sammensat det hold af rådgivere og eksperter, som via lavkarbon boligbyggeri skal være med til at generere og formidle ny viden og innovation. Og så skal de – ikke mindst - inddrage relevante aktører, som vil være med til at drive indsatsen fremad i de kommende fem år. 

”Vi har sat barren for succes højere, end jeg tror, vi nogensinde har gjort i Danmark. Derfor er vi kun i stand til at indfri ambitionerne i tæt samarbejde med hele byggeriets værdikæde, som indbydes til at komme med ideer, viden, løsninger og ikke mindst konkrete byggeprojekter, som kan være med til at sende klimaaftrykket fra det det danske boligbyggeri helt i bund. Kunsten bliver at få styr på processerne gennem facilitering af samarbejde og høj grad af brancheinvolvering,” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania. 

Fokus på innovation

Det rådgivende ingeniørfirma MOE er valgt til at sikre sammenhæng og styre slagets gang. De skal facilitere den del af indsatsen, der går på at bygge ambitiøse eksempler på attraktive boliger, hvor klimaaftrykket er reduceret til en fjerdedel. MOE skal også stå for videndeling og virke som tværgående bygherrerådgiver og sparringspartner for de pensionskasser, almene boligorganisationer, husbyggere og private udviklere, som Realdania og VILLUM FONDEN håber vil være med i samarbejdet om Boligbyggeri fra 4 til 1 planet.

Smith Innovation er med på holdet for at facilitere den del af indsatsen, hvor producenter, udførende virksomheder og andre aktører i og omkring byggeriet inviteres til at komme med forslag til nye, bæredygtige materialer, produktionsmetoder og arbejdsprocesser. 

”Smith Innovation vil samle de gode og brugbare ideer, og de vil have øje for de konceptuelle, arkitektoniske greb, der kan tages i anvendelse. Derudover skal de facilitere en åben konkurrence, hvor rådgivere, arkitekter og konstruktører kan bidrage med designidéer til fremtidens boligbyggeri med et lavt klimaaftryk,” siger Michael K. Rasmussen, projektchef på vegne af VILLUM FONDEN. 

Det er planen, at der udpeges en vinder i hver kategori, og alle løsninger og idéer formidles i et idekatalog. De bedste idéer vil desuden blive tilbudt rådgivning og match-making med parter inden for byggeriet, der kan hjælpe med at realisere løsningerne. 

Data og dokumentation

Da alle ideer og alle realiserede projekter og byggerier skal bedømmes i forhold til deres klimaaftryk, er konsistente data og beregningsmetoder meget vigtige og af stor betydning for vidensdeling og sammenligninger. Den del får byggeforskningsinstituttet BUILD ansvaret for.  

”BUILD kommer til at stå for at indsamle og formidle de bedste eksempler på boligbyggerier i Danmark og internationalt, som i selve byggeprocessen, gennem materialervalg og i den efterfølgende drift af boligen udleder væsentligt mindre CO2,” siger Stig Hessellund og tilføjer, at Aarhus Universitet i samarbejde med en række relevante forskere er i gang med at udvikle en såkaldt CO2-budget-baseline, der giver et fælles referencepunkt. Konklusionerne herfra hjælper tegnestuerne Effekt og Cebra med at omsætte til et operativt overblik for initiativet og for hele branchen.

Næste skridt

Inden for de kommende uger forventer Smith Innovation og BUILD at annoncere tre såkaldte calls, hvor byggebranchen og boligudbydere kan spille sig på banen med ideer og koncepter til indsatserne i Boligbyggeri fra 4 til 1 planet. I tredje kvartal kommer annonceringen, hvor bygherrerne i de store eksempelprojekter kan byde ind.