REDUCTION ROADMAP:
En vej tilbage til boligens planetære grænse
Af Tegnestuerne CEBRA og EFFEKT og MOE Ingeniører
Forskere fra Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk Universitet udgav i september 2022 forskningsrapporten ’The safe operating space for greenhouse gas emission’, som initiativet Boligbyggeri fra 4 til 1 planet har finansieret.
Med udgangspunkt i forskningsrapporten, har Tegnestuerne CEBRA og EFFEKT samt MOE Ingeniører arbejdet videre med klimaforskernes baseline og udviklet værktøjet Reduction Roadmap. Et konkret, operationelt værktøj, som giver et bud på, hvor hurtigt og hvor meget byggeriet i Danmark skal reducere CO2 udledningen fra boligbyggeri for at holde os indenfor Safe Operating Space, Jordens sikkerhedszone på den rigtige side af den planetære grænse.
I løbet af arbejdet med Reduction Roadmap er det blevet klart for holdet bag, at dansk byggeindustri i øjeblikket opererer for langt fra de planetære grænser. Det betyder, at det bliver nødvendigt at reducere udledningen af drivhusgasser markant, hvis boligbyggeriet skal ligge indenfor Parisaftalens målsætning om en maksimal temperaturstigning på 1,5°C.
Reduction Roadmap gør det muligt at beregne reduktionsmålet for udledningen af drivhusgasser fra nyt dansk boligbyggeri. Og vi står overfor en stor opgave. Fortsætter boligbyggeriet med samme hastighed som i dag, skal udledningen reduceres fra 9,63 til 0,4 kg CO2eq./m2 år.
Det svarer til en reduktion på 96 %. En reduktion som bør ske hurtigt for at forhindre den globale temperatur i at stige yderligere. Med udgangspunkt i Parisaftalen kan det tillades, at transitionen mod et Safe Operating Space for boliger sker mellem 2029 og 2036.
6 ud af 9 planetære grænser er ifølge forskernes rapport allerede overskredet. Og hvis vi fortsætter som hidtil, kan det ifølge forskerne have katastrofale konsekvenser for klima- og økosystemer med planetarisk kollaps som yderste konsekvens. Derfor er vi som byggebranche nødt til at handle og sikre en transition mod bæredygtigt byggeri.
Reduction Roadmap er et initiativ etableret af arkitektvirksomhederne Cebra og EFFEKT med Artelia Ingeniører. Se mere om Reduction Roadmap på deres hjemmeside.