Falkenberghøje

 

Bygherre: Lejerbo Helsingør
Arkitekt: Arkitema
Landskab: Arkitema
Ingeniør: Cowi
Primært udviklingsfokus: Reduktion, Forbindelse og Acceleration  

Projektet Falkenberghøje er en rækkehusbebyggelse på ca. 3400 m² bestående af 33 boliger fordelt på 5 boliglænger, et fælleshus samt tilhørende udearealer. Boligerne ligger i Ålsgårde på en karakterfuld naturgrund tæt på vandet, Hellebækskolen og Ålsgårde st. Stedet skal danne rammerne for en bebyggelse med fokus på fællesskab mellem mennesker - samt mellem mennesker og natur, samtidigt med at det bliver et eksempel på hvordan vi bygger med meget lavt klimaaftryk.  

Grundens særlige typografi med en terrænforskel på 6 m. og ’to høje’ har været afgørende i udformningen af bebyggelsesplanen, hvor især niveaufri adgang i kombination med hævet terrændæk har været et hovedfokus. Vores tilgang til landskabet er at skabe færrest mulige forandringer, og at bevare stedets naturlige karakter. Det betyder blandt andet at vi udfører færrest mulige hårde belægninger, og i stedet anlægger smalle grusstier, der følger terrænets koter, samt at vi friholder bebyggelsens centrale haverum for skure og andre faste anlæg. Bygningerne er nøje placeret omkring toppen af de to eksisterende høje og ved at længerne er hævet på pæle minimeres indgrebet i terrænet. 

Byggeteknik og materialer 
Den bærende konstruktion udføres i træ med biogenisolering. Bygningerne skal opføres på pæle og er således hævet over det skrånende terræn. Boligerne har hævede træterrasser langs begge facader hvoraf den på indgangssiden er overdækket og giver niveaufri adgang i et enkelt punkt. 

Det er vores mål, at bygningerne beklædes med genbrugstræ fra den lokale genbrugsplads i Skibstrup, som brændes, hvilket forlænger træets holdbarhed gennem bæredygtig imprægnering. Indvendigt er det vores mål at anvende materialer med lavest muligt klimaaftryk, der samtidigt bidrager til et godt indeklima. Vores mål er at beklæde vægge med lerplader og lerpuds. For at gøre det muligt at vedligeholde og reparere boligen vil vi gerne undgå fuger og arbejde med synlige samlinger. 

I udviklingen af projektet har vi fokuseret på 3 delstrategier, der tilsammen skal være med til at sikre, at vi skaber det mest optimale alternativ til den konventionelle måde vi bygger på i dag: reduktion, acceleration og forbindelse.   

Reduktion handler om at vi reducerer CO2-forbruget i ved hovedsageligt at bygge i træ og ved at designe boliger med høj energieffektivitet og lavt energiforbrug. Biogene materialer tjener ikke kun som bæredygtige alternativer, men skaber også sundere boliger med et godt indeklima. Hertil kommer, at vores materialevalg og konstruktionsmetoder fremmer robuste og tilpasningsdygtige boliger, der kan repareres og vedligeholdes på en ærlig og smuk måde..  

Derfor har vi i projektet bl.a. arbejdet med:  

  • Arealoptimering i boligerne således, at det personlige antal m2 reduceres og vi bygger til flere på færre m2.  

  • Bærende konstruktioner i træ med biogenisolering. 

  • Genbrugte byggematerialer hvor det er muligt. P.t er der genbrugt materialer i facaden, gulvene, fliser samt udhæng over adgangsterrassen.  

Forbindelse handler om at skabe et attraktivt alternativ til det traditionelle boligliv, ved at skabe nye forbindelser. Forbindelser mellem mennesker og forbindelser mellem mennesker og natur.  

Fællesskab er et vigtigt element i projektet, hvor et fælleslokale og forskellige delemuligheder skal være en aktiv del af boligernes hverdag. Dermed understøtter det således også Lejerbos ambition om at vise vejen for, hvordan en reduktion af byggeriets omfang kan bidrage til at reducere det personlige CO2-forbrug.  

Derfor har vi i projektet bl.a. arbejdet med: 

  • Et fælleshus gør det muligt at mødes i hverdagen på tværs af afdelingen og styrke ens netværk i bebyggelsen.  

  • Boligerne har en klar orientering ind mod et samlet grønt rum, der med de fælles adgangsterrasser indbyder til en øget grad af interaktion og fællesskab.  

  • For at reducere i m2 pr. person har vi trukket funktioner som: vaskefaciliteter, arbejdspladser, værksted mm. ud af den enkelte bolig og lagt dem i fælleshuset hvor udnyttelsesgraden derfor er langt højere. I fælleshuset er der indarbejdet plads til ting der kan deles/lånes.  

  

Acceleration handler om at projektet skal bidrage til en acceleration i den grønne omstilling af boligbyggeriet. Det skal altså ikke være et unikabyggeri, men noget der kan gentages. Det handler således om at finde både rationelle og betalbare løsninger, der viser vejen mod realistisk bæredygtigt byggeri for alle branchens aktører.  

Derfor har vi i projektet bl.a. arbejdet med: 

  • Boligerne er tegnet således, at de kan bygges som både element- og boksmoduler, hvilket øger mængden af mulige bydende.  

  • For at mindske kompleksiteten har boligerne samme grunddisponering, med enkelte variationer i fordelingen af værelser på 1. sal. Dette reducerer kompleksiteten i projektering og ved udførelse.  

  • For at optimere projektet yderligere er det målet at få etableret et samarbejde med en entreprenør allerede i projekteringsfasen.  

  

Bæredygtige løsninger udfordrer anlægsøkonomien i det almene 
Projektets hårdeste læring har været, at der for nuværende desværre er en direkte sammenhæng mellem anlægsøkonomi og klimaambitioner. I det nuværende marked er konventionelle produkter og løsninger, som har et højere klimaaftryk, billigere end nyskabende og mere klimavenlige alternativer. Projektet udforsker derfor den svære balancegang mellem at fastholde høje klimaambitioner og samtidig nedbringe anlægsøkonomien, så den er i balance med budgettet, som skal holdes under det statsligt fastsatte rammebeløb. 


 

Hele byggeriet indgår i eksempelprojektet.

Projektnavn: Falkenberghøje
Beliggenhed: Ålsgårde
Bygningstype: Rækkehuse
Omfang: 3.400 m2 
Antal etager: 2
Antal boligenheder: 33