Om Boligbyggeri fra 4 til 1 planet
Boligbyggeri fra 4 til 1 planet er sat i verden for at styrke udviklingen af nye, bæredygtige boliger i Danmark. Sammen med branchens mest visionære aktører søger vi at skabe sunde, attraktive og skalerbare boliger med et ekstraordinært lavt klimaaftryk. Ambitionen er at nå ned på 2,5 CO2e/m2/år – en fjerdedel af det gennemsnitlige aftryk fra boligbyggeri i dag. Vi søger gennem tre fokusområder at understøtte udviklingen af materialer, metoder og processer, der kan sende klimaaftrykket i bund.
Vi har fokus på:
- Vidensudvikling
- Eksempelbyggeri
- Formidling
Vi har gennemført en række calls, og involverer løbende både forskere, arkitekter, eksperter, rådgivere, bygherrer og entreprenører i innovations- og udviklingsprocessen. For kun ved at arbejde på tværs af branchens aktører, kan vi nå den ambitiøse målsætning og sætte det nødvendige tempo på udviklingen. I Danmark bruger vi klodens ressourcer fire gange hurtigere, end den kan bære. Og byggeriet står for en væsentlig del af vores udledning af drivhusgasser. Derfor har vi med Boligbyggeri fra 4 til 1 planet sat os for at sænke klimaaftrykket med 75% i nybyggeri, så vi når ned på en udledning, der giver planeten en chance.
Bag foreningen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet står den filantropiske forening Realdania og den almennyttige fond VILLUM FONDEN med en samlet bevilling på 60 mio. kroner.
Om Realdania
Realdania er en filantropisk forening, der fokuserer på at løse samfundets udfordringer i samarbejde med ildsjæle og lokale og nationale partnere. Realdania støtter store og små projekter, der bidrager til at nå vores filantropiske mål og vores mission: at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø.
Realdania har omkring 180.000 medlemmer, og driver filantropi på basis af afkastet af foreningens investeringsformue.
Om VILLUM FONDEN
VILLUM FONDEN er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. I 2022 uddelte VILLUM FONDEN 1.048 millioner kr. VILLUM FONDEN er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. VILLUM FONDEN er hovedaktionær i VKR Gruppen.
Kontakt
Stig Hessellund
Projektchef i Realdania
Tlf. 30 99 60 05
she@realdania.dk
Michael K. Rasmussen
Projektchef på vegne af VILLUM FONDEN
Tlf. 20 23 28 85
michael@purposeatheart.com
Persondatapolitik hos Boligbyggeri fra 4 til 1 planet